onsdag den 2. juni 2010

man kan ikke være lige heldig hver gang

jeg har i en lille uge hæklet på livet løs, jeg ville hækle en meget fin kjole til min datter, men da den så var næsten helt færdig viste det sig at den desværre var blevet alt for lille.

nu leder jeg med lys og lygte efter en lille pige der kan passe den.

jeg har ikke fået lavet den sidste finish endnu, lysten røg da det gik op for mig at den ikke ville komme i datterens tøjbeholdning, det er kun et par kædemasker ved hals og armhuller der mangler, så det er jo hurtigt overstået.





nu er det så lige symaskinen der er min bedste ven for tiden, hæklenålen er sat i karantæne for en stund.

jeg er lige blevet færdig med et sæt til en sød lille pige, sættet består af bukser med smock i liv og ben og en vendbar vest med blomsteraplikation.











et rigtig sødt sæt, jeg tror der flytter et sæt ind i datterens skuffer på et tidspunkt.

som rosinen i pølseenden har jeg syet en sommerhat til lillepigen, hun skulle jo beskyttes mod solens stråler nu hvor sommeren er ved at lande i danmark.





inden længe skulle jeg meget gerne være igang med fødselsdagsgaver til når datteren fylder et år, hvad hun skal have er hemmeligt indtil hun har pakket det ud.

lørdag den 29. maj 2010

kontaktinfo

nu har jeg forgæves forsøgt at få lagt et kontaktlink ind på bloggen, men det kræver vist hjælp udefra.

indtil da så må jeg gøre det via et indlæg.

hvis der er interesse for at bytte stof mm, spørgsmål og eventuelle bestillinger på noget af det jeg laver, så kan jeg fanges på denne mail.

lillelethdesign@gmail.com

fredag den 28. maj 2010

flere genbrugsfund



så blev den lokale genbrug inspiceret og der var da en smule at komme efter.

jeg fik købt lidt sengetøj der sikkert kan blive til nogle kjoler og bløde buksedragter.







et sæt køkkengardiner i bomuld der også er nogle muligheder i


nogle hæklede borddimser/grydelapper eller hvad det nu end er, de kan nok bruges til lommer eller noget andet sjovt, der er 5 stk.



det hele er der igen nok af, så jeg er med på en bytter hvis der skulle være interesse, får lige lavet mig en særskilt mailadresse til bloggen så det er muligt at finde den herinde.

det får jeg lige ordnet imorgen.

torsdag den 20. maj 2010

lidt stofmisbruger er man vel altid.




ja jeg må jo nok erkende at jeg har et stofmisbrug, jeg elsker at købe stof, jeg elsker at have bunker af forskelligt stof at vælge mellem, jeg elsker stof.

den sidste uge har jeg så plejet mit misbrug i stor stil, først ved et besøg i en genbrug (dem kommer der flere af), der fik jeg så hamstret en god bunke som jeg kunne bruge, jeg ved så ikke lige præcis til hvad, men det kommer til mig en dag, det ved jeg.




mine genbrugsfund.

så var der lige en mulighed for at købe stoffer i kilovis, den kunne jeg jo ikke lade passere uden at høste lidt.








jeg fik købt mig omkring 10 kg, så der er en del at tage af, hvor mange meter der er af hver slags aner jeg ikke, men der er meget.

mit hamstringsgen har også skylden for andre fine store stofstykker jeg har fået samlet mig, de er dog ikke lige blevet købt nu her.

















det meste af det har jeg mere end rigeligt af, jeg bytter eller sælger gerne hvis der skulle være nogen interesse, kan jeg kontaktes her eller på mail.

onsdag den 19. maj 2010

lidt mere fra symaskinen og hæklenålen.


så fik jeg langt om længe lavet barselsgaven til min søster færdig, det er ret pinligt at det har taget mig så lang tid, hun fødte i marts, så det er efterhånden nogle dage siden.


det er en buksedragt og en lille bitte vest i str 62.





gaven blev modtaget med glæde, så måske gjorde det alligevel ikke så meget at den var lidt længe om at nå frem.


jeg har også fået syet lidt til datteren.



en heldragt i orange og lilla striber, den sidder lidt sjovt ved benene, men det er fordi ribben er trukket godt op, der er masser af vokseplads i dragten, den er så blød og dejlig at jeg gerne ville have en selv, men jeg tror der vil blive kigget en ekstra gang hvis jeg kommer valsende i en heldragt i voksenstørrelse.


det er også blevet til et par røde fløjlsbukser med snydelommer, lommerne fik jeg i en sæk med duge fra et plejehjem, det er hæklede flaconer (tror jeg de hedder), jeg har så bøjet det ene "hjørne" ned og sat en blomsterknap i.




jeg får syet en smule, men ville gerne at jeg fik mere fra hånden, meget mere.



mandag den 10. maj 2010

sidste skud på farven lilla (for nu)

så fik jeg syet det sidste færdigt med lilla tråd, det tog sin tid da jeg ikke har gidet symaskinen i nogle dage.

men det blev til et par lilla bukser med en rød hæklet blomst på siden af begge ben.



nu har symaskinen fået lidt olie og et par fridage, næste trådfarve bliver rød og orange da jeg har lidt der ligger og venter på at blive syet i de farver og så må vi se om jeg fortsætter med farvesystemet eller om jeg ændrer taktik igen.

jeg ville ønske at jeg var mere produktiv, men den der ting der kaldes tid er absolut ikke enig med mig.

tirsdag den 4. maj 2010

undskyld drappadot.

min datter havde den skønneste kjole fra drappadot, men desværre vokser sådan en lille størrelse ret hurtigt, hun nåede at have den på ca 3 gange så var det desværre slut, den var blevet for lille.

jeg elsker virkelig det print der er på kjolen, og så var gode råd jo dyre, jeg nænnede simpelthen ikke at pakke den væk allerede.

kjolen måtte ofres.


det var ikke nemt at tage beslutningen, så jeg skyndte mig at klippe mens jeg havde en god følelse af det.


her er den så drappadot født påny så min pige kan bære det vidunderlige print lidt længere.

det må i meget undskylde drappadot, men det er kun for at forlænge nydelsen af jeres smukke design.